Når der kommer børn

Måske et underligt emne, men hvordan er det at få børn i et tyrkisk ægteskab ?
Måske er det kun niget Iben kan svare på i virkeligheden - så jeg ville blive glad for lidt info.

Det jeg mener er, når man får baen i DK, så ser hele familien den lille ny guldklump og det er liv og glade dage.
Fejres det anderledes ? Hvordan er det at familien er så langt væk ? Tog I jeres datter med derned lige med det samme ?
Skal ens barn med I moske eller noget ? Hvordan var det at vise jeres lille vidunder til den tyrkiske familie første gang ?

Er der nogen af jer der overvejer at få børn ? Cuma og jeg vil rigtig gerne, og vi har jo fundet navnene
Ved nogen om man kan få sin søn omskåret i DK ?
Ja må indrømme at det skal min søn, om det er en søn vi får

Nå men håber I vil dele jeres oplevelser, isår dig Iben, da jeg ved du har fårt barn ind i en tyrkisk familie.

Knus Christina

Hej Christina.
Det er muligt at få sin søn omskåret i Danmark. Det er ikke noget problem. Men, så vidt jeg ved, bliver det gjort i fuld narcose. Jeg forstår godt din holdning til omskærelse af en søn. Jeg ville gøre det samme.

ja jeg må sige at jeg er lidt i tvivl om det med at omskære drenge for jeg synes det er et indgreb man laver. og jeg ved ihvertfald at hvis jeg fik en søn skulle han ikke omskæres uden bedøvelse. men jeg er står med et ben i hver lejer.

Det er rigtigt at dk også omskærer drenge, og det bliver gjort under fuld narkose... Men hvor det er jeg ikke sikker på hvor.... Og man kan også bive omskåret på hospital i tyrkiet, det ville jeg fortrække....

Jeg ved at Rigshospitalet foretager omskærelse af drengebørn. Om andre hospitaler også gør det ved jeg ikke , men jeg vil tro at Århus og Odense også gør det

Okay... ved du om det koster noget?

Det mener jeg ikke men jeg er ikke hundrede procent sikker.

Okay 1000 tak... det må jeg se når den tid kommer...

I Danmark skal man selv betale for at få sit barn omskåret. Jeg har en veninde som lige har fået omskåret hendes dreng. Man anbefaler omskæring indenfor de første måneder, da barnet ikke vil kunne erindre smerten ved selve omskæringen (som jo er et relativt lille indgreb).

Tidligere var det gratis, men det har vores kære regeringspartier sparet væk (det var nok for "udansk").

Havde vi fået en dreng, skulle han også været omskåret, men i Tyrkiet. Der er gode hospitaler dernede, og de foretager jo hundredevis af omskæringer hver dag.

NB: Jeg kan skrive bøger om alle vores snakke omkring børneopdragelse, men skal nok spare jer for nu :-)

Ja hmm, måske man burde overveje omskæring i Tyrkiet, de er trods alt mere vant til det og hmm, mon ikk oz den tyrkiske del af familien sætter mere pris på at det sker i Tyrkiet, her i DK vil det jo ikke blive fejret eller gjort til noget specielt.

Nej, det er sandt. Jeg synes dog omskæringsfesterne man har i Tyrkiet er en smule besynderlige + at jeg synes, man generelt omskærer børnene for sent dernede. Mange af de drenge jeg har set blive fejret har været 4-5 år gamle, og det er for sent efter min mening...

Sidse skrev:Nej, det er sandt. Jeg synes dog omskæringsfesterne man har i Tyrkiet er en smule besynderlige + at jeg synes, man generelt omskærer børnene for sent dernede. Mange af de drenge jeg har set blive fejret har været 4-5 år gamle, og det er for sent efter min mening...

Også efter min mening.. Hüseyin var 7 år da han blev omskåret

A V !! jeg kender en der oz var 7, han kan stadig huske det idag A V !!

Ja det siger jeg også... Men Hüseyin kan også huske det...

Halil husker det også, for han blev også omskåret sent. På daværende tidspunkt boede han i en lille by udenfor Adana. En dag kom "omskæringsmanden" forbi, og så mente Halils far altså det var tid til at Halil skulle omskæres. Han mindes stadig jagten rundt i landsbyen. Men det lykkedes da til sidst at indfange ham... Efter han var blev omskåret havde han Salva på i 2 uger :-)

Ohhh my god.. der fik jeg næsten min smoothie galt i halsen.. Kan se det for mig i farver og striber.. A V !!

Sidse skrev:Halil husker det også, for han blev også omskåret sent. På daværende tidspunkt boede han i en lille by udenfor Adana. En dag kom "omskæringsmanden" forbi, og så mente Halils far altså det var tid til at Halil skulle omskæres. Han mindes stadig jagten rundt i landsbyen. Men det lykkedes da til sidst at indfange ham... Efter han var blev omskåret havde han Salva på i 2 uger :-)

av...av...

ja jeg får også helt ondt av......jeg ved ihvertfald at hvis jeg fik en dreng skulle han ikke være mere end aller højt et år før han blev omskåret og det ville blive med bedøvelse.
camilla

Christinatimm skrev:Måske et underligt emne, men hvordan er det at få børn i et tyrkisk ægteskab ?
Måske er det kun niget Iben kan svare på i virkeligheden - så jeg ville blive glad for lidt info.

Det jeg mener er, når man får baen i DK, så ser hele familien den lille ny guldklump og det er liv og glade dage.
Fejres det anderledes ? Hvordan er det at familien er så langt væk ? Tog I jeres datter med derned lige med det samme ?
Skal ens barn med I moske eller noget ? Hvordan var det at vise jeres lille vidunder til den tyrkiske familie første gang ?

Er der nogen af jer der overvejer at få børn ? Cuma og jeg vil rigtig gerne, og vi har jo fundet navnene
Ved nogen om man kan få sin søn omskåret i DK ?
Ja må indrømme at det skal min søn, om det er en søn vi får

Nå men håber I vil dele jeres oplevelser, isår dig Iben, da jeg ved du har fårt barn ind i en tyrkisk familie.

Knus Christina

Hej Christina:)
Jeg tror vores situation er noget atypisk for hvordan dansk/tyrkisk forhold er:)
Jeg har endnu ik mødt min kærestes forældre, hver gang vi har skullet er der altid kommet noget i vejen så det ik har kunnet lade sig gøre. F.x sidst jeg var i alanya kom arbejde i vejen, så skulle vi desværre hjem og hvem kommer til alanya 3 dage efter vi er taget afsted - min kærestes far
Min kæreste var med under hele fødslen og det var en meget stor oplevelse for ham - han klippede også navlestrengen - og han var pavestolt bagefter.
Han tog tilbage til alanya i marts, tidligere end beretnet, som hun var blevet født i feb fordi hans mor blev syg. Vi kom så derned efter at hun havde fået sin 3 mdr vaccianation herhjemme. Men ellers vil jeg sige at vi stort set har levet ligesom man gør i et dansk forhold. Der har ik været meget tyrkisk over familieforøgelsen.
Hun er stolt blevet vist frem til alt og alle på restauranten og alle der arbejder på restauranten er hendes onkler også selvom de ik er i familie med Ahmet
Knus Iben

Christinatimm skrev:Måske et underligt emne, men hvordan er det at få børn i et tyrkisk ægteskab ?
Måske er det kun niget Iben kan svare på i virkeligheden - så jeg ville blive glad for lidt info.

Det jeg mener er, når man får baen i DK, så ser hele familien den lille ny guldklump og det er liv og glade dage.
Fejres det anderledes ? Hvordan er det at familien er så langt væk ? Tog I jeres datter med derned lige med det samme ?
Skal ens barn med I moske eller noget ? Hvordan var det at vise jeres lille vidunder til den tyrkiske familie første gang ?

Er der nogen af jer der overvejer at få børn ? Cuma og jeg vil rigtig gerne, og vi har jo fundet navnene
Ved nogen om man kan få sin søn omskåret i DK ?
Ja må indrømme at det skal min søn, om det er en søn vi får

Nå men håber I vil dele jeres oplevelser, isår dig Iben, da jeg ved du har fårt barn ind i en tyrkisk familie.

Knus Christina

Nå, jeg blev lige inspireret lidt af Ibens indlæg, så her kommer lidt fra livet i familien Ünal.

Halil (min mand) og jeg har boet i Danmark i 4 år og har som sagt en lille pige på snart 1 år. Til at starte med vil jeg sige, at jeg ikke tror meget på at generalisere. Jeg tror at mange piger, kan videregive erfaringer som jeg slet ikke kan nikke genkendende til. Hvordan ”en tyrkisk” familie opfører sig kommer jo helt an på socio-økonomisk status. Derfor kan jeg kun fortælle, hvordan det har været for os.

Halil kommer fra Adana. Han er tyrker (ikke kurder), er veluddannet og kommer fra en relativt religiøs familie, som er ret tæt knyttet. Hans forældre er desværre begge døde. Nok om Halil…

I Tyrkiet er det kotyme at der kommer et barn til verden ca. et år efter vielsen har fundet sted. Det vil man i alt meget gerne have. Da Halil lige var kommet til DK efter vi blev gift, valgte vi at udsætte børneprojektet et par, så han lige havde mulighed for at falde til, lære sprog, finde job etc. De havde enormt svært ved at forstå vores beslutning, og spurgte interesset (og insisterende), om der dog ikke snart var gode nyheder, når vi ringede.

Derfor var der stor jubel, da nyheden blev overbragt. Mens jeg var gravid spekulerede de meget i, hvordan han/hun kom til at se ud, hvem hun ville ligne, hvilken øjenfarve hun ville få etc.Men en ting var sikker: Hun måtte jo blive et vidunderligt barn, da hun jo ville få det bedste af begge verdener.

Da vi var i Tyrkiet, blev jeg nærmest båret rundet på hænder og fødder. Jeg måtte absolute INTET lave, og jeg blev opvartet af alle i familien. Jeg fik helligt vand fra Mekka at drikke, blev overdynget med gaver etc. I tyrkisk kultur/islam har gravide kvinder en speciel stilling, da man mener de er ekstra velsignede af Allah, og er tættere på gud i denne periode (man siger at når gravide kvinder beder, høres deres bønner)

Efter Jasmin var kommet til verden, tog vi endnu en tur til Adana. På dette tidspunkt var hun blot 3 uger gammel. Opmærksomheden var endnu mere overvældende, da alle vi se hendes øjenfarve osv. Vi fik ekstremt mange gaver (lidt som i DK). Tyrkerne giver desuden guld til barnet, som ved bryllypper (guldmønter påsættes barnets tøj). Som dansker syntes jeg oplevelsen var meget overvældende, da man jo i Danmark er meget beskyttende overfor sit barn. I Tyrkiet har man et familiefællesskab, hvor barnet indgår – dvs. det er familiens barn. Kvindefælleskabet er også stærkt, og det sidde sammen med den ammende kvinde er normalt (selv når man går afsides). Når man ammer dernede er det normalt at man går afsides, når der er mænd eller bekendte, som ikke tilhører den nærmeste familie, er tilstede.

Når et muslimsk barn kommer til verden, er det en troende mand, som hvisker trosbekendelsen samt navnet ind i øret på barnet (typisk faderen). Det gjorde Halil, kort efter Jasmin blev født, og det var meget rørende at opleve. Da vi kom til Tyrkiet tog vi hende til en iman, og bad ham om at gentage ritualet og bede for hende, hvilket han gjorde. Endnu engang var det meget rørende at overvære (vi har også taget billeder). Derudover er der ikke noget, man ”bør” gøre. Islam er ikke en ceremoniel religion, på samme måde som kristendommen. De som er blevet islamisk viet, kan sikkert nikke genkendende til dette.

Puha det blev lidt langt, så jeg håber i stadig læser med.

Halil og jeg brugte lang tid på at afklare emner omkring religion, opdragelse etc. INDEN jeg blev gravid. Jeg synes, det er vigtigt at man får diskuteret grundemnerne igennem og finder et fælles værdiggrundlag, inden man beslutter sig for at blive forældre. Jeg siger ikke, at vi er enige om alt. Men vi taler meget sammen og finder kompromisser, som virker rimelige og realistiske for os begge - og ikke mindst for vores datter.

Noget af det, som vi begge er enige om, er at Jasmin skal opdrages på en måde som respekteres hendes multikulturelle baggrund. Vi har diskuteret MANGE emner (vil gerne uddybe, hvis det har interesse), men det er blandt andet vigtigt for os, at hun lærer at tale tyrkisk (hvilket er en stor opgave, da hun kun har sin far, som taler tyrkisk, i Danmark). Sidste gang var i Tyrkiet købte, vi derfor børnebøger og børnemusik til hende. Ligeledes skal hun gå på sprogkursus, når hun bliver ældre.

Noget af det vigtigste vi vil give hende er viden samt respekt. Viden om kulturer, religioner og respekt for mennesker og de valg, som de foretager.

Det var det, for denne gang… spørg endelig, hvis der er noget i vil have uddybet :-)

Knus

Sidse

Åhh jeg bliver helt rørt når jeg læse dette - sidder her i MØG varme Alanya, med små fugtigt tåre i øjnene. Aaaaaiiiiii hvor er det bare dejligt at læse om det hele.
Jeg glæder mig meget til vi endelig kan fortælle en så fin begivenhed til vores familier.
Og I GUDER hvor var det dejligt at se Tugba (Cumas søster) igen - Seriøst - Hun sprang mig om halsen, jeg har lært hende at kramme på dansk

Jeg glæder mig meget til vi skal ses og vores mænd oz kan mødes

Knus fra Alanya - Hmm.. Smider vist lige lidt billeder på - når nettet tillader det - hæhæ