møde med familien

jeg kunne godt tænke mig at vide lidt om hvordan andre herinde har haft det når i har mødt jeres kærestes/mands familie da jeg kunne tænke mig at der sikkert ikke er mange i familien der kan engelsk. hvordan er i blevet taget imod af familien.

camilla

Min familie er bare DEJLIG - ok jeg mangler lige de 2 vigtige - MOR OG FAR, men ellers
Vi klarer det godt, Cuma er talerør, det er dejligt - han taler super godt engelsk, så det er selvfølgelig et stort plus
MOR har jeg haft i tlf, men hvad hun sagde ja, i følge Cuma, som derefter oversatte, så sagde hun at hun glæder sig til at se mig.

Hjemme i Antep, har de mit billede stående i deres gang, så alle kan se mig når de kommer ind af døren, det er griner - de er bare SÅ stolte uden at kende mig (måske derfor hahaha)

Nå men har allerede fået de første gaver Morgenkåbe (mor og far), sutsko (en bror og sæster) og det lækreste silke undertøj, sån noget løst noget i ved (noget med noget til vores bryllupsnat, fra hans brors kone)

Hans lillesøster, Tugba, bor i Alanya, der er vi tit, hun har de skønneste unger, Ömer Arda og Mesut. Mesut er 5 år og er lidt betænkelig over at jeg ikke kan tale med dem, men Ömer tager det cool, han er 2

Kort historie lang hahaha, vi klarer det kanon, Cuma er en skat

jeg håber at kenan får de fridage som han er blevet lovet så når jeg kommer i aug.-sep. at vi kan ta hjem og møde hans familie de bor ikke langt fra alanya. jeg har mødt hans onkel og hans far da jeg var der nede i maj. og nogle af hans fættere men det var fordi de var på besøg i alanya. og da jeg mødte hans far var det lidt underligt for hverken kenan eller jeg viste han kom til alanya og kenan var på arbejde så det var hans fætter der præsenterede mig for ham.

Jeg er sikker på at jeg har verdens bedste svigerfamilie. De har taget rigtig godt imod mig og min familie. Sproget er da et problem men min mand har oversat og nu er det min mands datter der oversætter da hun taler godt dansk. Ud over det kan et par søstre og brødre tale engelsk. Så vi klarer det ganske fint. Børnene prøver at lære mig tyrkisk og de vil gerne lære dansk og engelsk så vi hygger os meget. Mit største problem er at holde styr på hvem der er hvem for min mand har 10 søskende og seks af dem har børn og en har børnebørn, men det morer de sig meget over og prøver at hjælpe mig med at få overblik.

ja det med at få overblik over familien kan jeg godt sætte mig ind i for jeg synes også der er mange at holde rede på og det med navnene har jeg også svært ved men det kan være det ændre sig når jeg møder dem og får sat ansigter på.

Jeg er også sikker på, at min svigerfamilie, er den bedste i verden. Jeg er blevet taget fantastisk godt imod, og både jeg og min familie føler os velkomne hver gang vi er i Tyrkiet.

Der er ingen i min mands familie, som taler engelsk, så det gik lidt trægt i starten. Min mand taler dog flydende engelsk, så han var en omvandrende ordbog for mig :-) Derudover talte jeg meget med børnene, da de er ligeglade hvilket, sprog man taler. Børn er i øvrigt meget gode at øve sit sprog med, da de taler meget simpelt, og meget gerne vil snakke :-) Efterhånden som mit tyrkiske er blevet bedre, er det blevet meget nemmere at klare sig i Tyrkiet. Når vi er dernede, går jeg ture med min mands søstre, hjælper til i huset, ordner praktiske ting etc. Som en selvstændig dansk kvinde, er det en frihed at vide, at man kan klare sig selv.

Da jeg mødte min mands familie første gang, var jeg meget, meget, meget nervøs. De kiggede alle på mig, og hver gang jeg flyttede mig en cm, blev jeg betragtet og beundret. De var mildest talt trættende. Men det var dejligt at blive accepteret for den man er, og vide de holder af een.

Jeg har fra starten været mig selv, da jeg ønskede at blive accepteret for den jeg er. Men jeg fik meget ud af at læse om tyrkisk kultur, og tale med min mand omkring religion, kultur og familietraditioner inden jeg mødte familien, da jeg jo naturligvis ønskede at gøre et godt indtryk :-)

Sidse skrev:Jeg er også sikker på, at min svigerfamilie, er den bedste i verden. Jeg er blevet taget fantastisk godt imod, og både jeg og min familie føler os velkomne hver gang vi er i Tyrkiet.

Der er ingen i min mands familie, som taler engelsk, så det gik lidt trægt i starten. Min mand taler dog flydende engelsk, så han var en omvandrende ordbog for mig :-) Derudover talte jeg meget med børnene, da de er ligeglade hvilket, sprog man taler. Børn er i øvrigt meget gode at øve sit sprog med, da de taler meget simpelt, og meget gerne vil snakke :-) Efterhånden som mit tyrkiske er blevet bedre, er det blevet meget nemmere at klare sig i Tyrkiet. Når vi er dernede, går jeg ture med min mands søstre, hjælper til i huset, ordner praktiske ting etc. Som en selvstændig dansk kvinde, er det en frihed at vide, at man kan klare sig selv.

Da jeg mødte min mands familie første gang, var jeg meget, meget, meget nervøs. De kiggede alle på mig, og hver gang jeg flyttede mig en cm, blev jeg betragtet og beundret. De var mildest talt trættende. Men det var dejligt at blive accepteret for den man er, og vide de holder af een.

Jeg har fra starten været mig selv, da jeg ønskede at blive accepteret for den jeg er. Men jeg fik meget ud af at læse om tyrkisk kultur, og tale med min mand omkring religion, kultur og familietraditioner inden jeg mødte familien, da jeg jo naturligvis ønskede at gøre et godt indtryk :-)

I min "familie" (min egen har slået hånden af mig, så derfor kalder jeg dem det, hehe) er der en bestemt pige ca. 5 år, hun snakker med mig(tyrkisk) og vi leger, hun gør simplehen det meget lettere at være mig. Jeg prøver at lære det, men det et svært sporg. Men jeg har også været ude for de 2 andre børn ikke vil snakke med mig, og bliver hystiske bare jeg ser på dem. Men det tror jeg at har noget at gøre med deres mor.

Hej Karina

Jeg er ked af at høre om din familie. Det har forhåbentlig ikke noget med din tyrkiske kæreste at gøre?

Det er sandt at de små unger, gør livet nemmere for een. Børn er så dejlig nemme at kommunikere med, og tager bare een som man er. De er ligeglade om man er dansker, tyrker eller fra månen, bare man gider at lege med dem. Tyrkere elsker generelt børn, og jeg har fået at vide, at de er meget glade for når man interesserer sig for deres børn - så du får sikkert et par bonuspoint hos familien :-)

Hej Sidse.

Jo det er så. Min mor og far er døde. Så mine 2 søstre har slået hånden af mig, fordi jeg har fundet Hüseyin.

Åh nej, hvor er jeg bare ked af at høre så noget.
Jeg forstår desværre ikke sån opførsel - men min egen far er oz en torsk med det - og ja, det er hans tab !!

Det er super dejligt at du har fået dig en dejlig ny familie, og de elsker dig for dig og ikke fordi de skal !!!!

Men jeg har jo lært at leve med det, det skete over 1½år siden.
Men det har ikke været nemt.

Det er sq synd for jer begge... jeg bliver så vred, når familierne ikke bakker op om valget af partner... men vælger trods alt ikke selv, hvem man forelsker sig i...

Jeg er kommet dertil at hvis min far skal opføre sig sådan, så er det hans hovedpine
Min mor og far er skilt, og min mor og stedfar er het ok med Cuma og spørger til ham ofte, så det er dejligt

Glæder mig så meget til at vise ham DK og min familie, så han kan se hele mig

Ja det har jeg også valgt at se på det..
Så jeg har "kun" mine veninder...